Søndagscafe d. 4-11-2018.
"At være en demensvenlig forening"
Denne søndag havde vi besøg af Anne M. Svarrer og Bente Riis der bl.a. er Idrætskonsulenter
i DGI, og som lige nu tager ud til foreninger for at fortælle om det at være en demens venlig forening.
Vi var ca. 30 personer der var mødt op.
Det var
et meget interessant foredrag, som gav os indblik i hvad det vil sige at blive ramt af demens.
Demens er en sygdom i hjernen og demens betyder: Ude af sind. Demens er ikke en naturlig del af alderdommen og mennesker
med demens mister andet end hukommelsen, men det er muligt at leve et godt liv med demens.
Der er mange følger af demens: Gangfunktion, inaktiv livsstil, mangel på socialt samvær.
Fysisk sundhed – social og mental sundhed hænger samme.
Der er ca. 85.000 der lever med sygdomme. Der er medicin som kan sinke processen, men man vil dø af sygdommen.
De arvelige demens sygdomme starter ca. mellem 45 og 65 år.
Det er vigtigt at der bliver taget hensyn til den demente, så de kan leve et godt liv trods sygdomme.
Demens giver bl.a. hukommelsessvigt og forvirring. 3 ud af 4 demente oplever negative reaktioner fra folk og næsten 1 ud af 4 opgiver at foretage dagligdags indkøb.
Vi fik mange gode eksempler
på hvordan en dement kan opleve tingene. Hvis man for eksempel har en sort dørmåtte, kan den syge opfatte den som et sort hul og hvis man har et blankt gulv, kan det opfattes som om der er vand på.
Vi fik et rigtigt godt eksempel på hvordan demens virker. Hjernen blev sammenlignet med en bogreol, der er spinkelt bygget. De øverste hylder er fyldt med bøger om de oplevelser vi har haft for nylig. Næste hylde er oplevelser
der er sket for nogle år tilbage og de nederste er det vi har oplevet som børn. Bogreolen er jo spinkel så man kan nemt skubbe til den og så sker der det at alt bliver kaos og det der er på de øverste hylde ryger ud, men
dem i bunden bliver stående. Det vil sige at det vi oplevede i går er røget ud, men det der skete for mange år siden, stadig er i hjernen. Det er korttidshukommelsen der ryger først, de sidste minder har svært ved at lagres.
Det samme gælder reolen med følelserne. Følelserne er ikke lagret samme sted. Vi fik også et godt eksempel på hvordan det kan virke på en dement: En datter besøger sin syge mor
og moderen spørger om datteren vil have en kop kaffe og datteren har sagt nej tak, der er bare det ved det at moderen har spurgt 4 gange på få minutter og datteren mister tålmodigheden og bliver irriteret. Moderen bliver trist og har
det dårligt, for hun kan godt fornemme stemningen, men ved ikke hvorfor datteren er irriteret.
Et andet eksempel er at en datter besøger sin far og de går en tur ned til en sø og fodrer
ænderne. Det er en rigtig hyggelig tur og faderen er glad. Da de er kommet hjem spørger datteren til turen, men faderen har glemt at de har været nede ved søen, men han er glad og i godt humør. Det vil sige at de får
en positiv oplevelse og et bedre humør selvom de har glemt hvad der er årsag til det. Med det første eksempel viser det tydeligt at man skal have stor tålmodighed.
Det er vigtigt for de
demente at de har nogen at tale med og det er meget vigtigt at de får mulighed for at dyrke en form for motion. Hvis de har spillet fodbold, vil de stadig kunne sparke til bolden, for det er noget der er lagret og kroppen reagerer automatisk på
det man har dyrket.
Vi fik 7 gode råd til hvad man skal tænke på hvis man møder en dement:
1. Smile og være imødekommen.
2. Være rolig i sit kropssprog.
3. Bevare øjenkontakt.
4. Tale roligt og tydeligt. Skabe trygge rammer.
5. Bruge korte sætninger.
6. Kun stille et spørgsmål ad gangen.
7. Ikke tage vrede og kritik personlig.
Foredraget gav virkelig stof til eftertanke.
Vi fik også et bankospil, som handlede om demens og midtvejs drak vi kaffe og spiste Jyttes gode æblekage.
Efter det gode foredrag, stod Britta og Lykke for lotteriet og vi sluttede med et lille glas.
Det var atter en god eftermiddag.
Gyda.