Mindernes dæmoner

Hans -Peter Tams gribende beretning

Søndagscafe 

 D.1. oktober startede De aktive Pensionister årets første søndags cafe. Der var stort fremmøde ca. 36 personer.

Det blev en meget tankevækkende dag. Vi havde fået Hans-Peter Tams fra Kundby til at komme og holde et foredrag om sine oplevelser som barn under krigen.

H.P. har ikke kunne snakke om de grufulde oplevelser i 65 år og har ikke fået det bearbejdet. Han led under natlige mareridt, men fortalte ikke om det. H.P. har en god ven som fik ham til at skrive en bog om sinde minder, den er skrevet i brev form. Det var en sej kamp, som tog ham 2 ½ år at skrive, men det har hjulpet ham meget. H.P. har også holdt ca. 300 foredrag og han får det bedre for hver gang, det er hans terapi.

H.P. og hans familie blev tvangsforflyttet til Hohensalza i Polen under påskud af at de manglede ortopædskomagere, som H.P.s far var udlært til, men i 1941 blev hans far sendt til fronten i Rusland og hans mor stod alene med 5 børn. Som 5 årig i 1942 blev H.P. sendt i skole, det vil sige det var militærundervisning. Undervisningen blev givet af 15 – 16årige drenge. De lærte at bruge våben, adlyde og blive trofaste Hitlerjugen.

Det var 2 ½ år H.P helst vil glemme, men ikke kan. De skulle bl.a. tage livet af deres kæledyr, for at vise at de kunne adlyde. De skulle også lære at smide håndgranater, som en af hans venner ikke fik smidt i tide. Så kan i se hvad der sker, når i ikke adlyder, var beskeden.

Som 5 årig var H.P. også tvungen blod doner. Han blev tappet med max. 2 mdr. mellemrum. De blev også sendt ud i skovene for at lære at overleve og det kunne godt være ture på 20 -   30 km.

I 1944 blev familiens hus bombet og H.P.s mor samlede lidt til deres nu 6 børn og flygtede til banegården, de var heldige at komme med et tog til Berlin. Banegården var stuvende fuld og de kunne ikke komme videre, da skinnerne var sprængt i stykker. De blev så af militæret delt op i 2 grupper, dem fra 12 og til 60 år i en gruppe og dem under 12 og over 60 år i den anden. H.P. glemmer aldrig sin mors blik, da hun bliver skilt fra sine 6 børn. H.P.s gruppe fik besked på at forlade byen og så startede deres kamp for overlevelse. De levede af roer, rødbeder og frugt, de kunne stjæle fra haver og marker, de drak vand fra dyrenes trug eller vandpytter. H.P.s storesøster på 9 år sørgede for de små søskende, den yngste var kun 8 mdr., hun tyggede den lilles mad. De fik tøj ved at stjæle det fra de lig der lå skudt og de fik stof fra de faldskærmsudspringere der blev skudt ned. De overnattede i dyrenes blikskure og ruiner. Det var en meget hård vinter for de 6 børn, men de holdt modet oppe ved at tro på at de nok skulle klare det og de blev ved med at bede aftenbøn og synge salmer, som deres mor havde lært dem. Da de var 50 km. fra Hamborg havde de været på flugt i ½ år, vinteren var hård og krigen var blevet værre, så det var svært for dem at skaffe mad og tøj. De begyndte at blive syge, de fik sår og bylder, men de bevarede stadig modet og troen på at de nok skulle klare det.

Da krigen sluttede, blev de fundet af Røde kors og bragt til en flygtningelejr. De fik at vide at man ville sætte plakater op over hele Tyskland, for at finde pårørende. På den måde så deres mor at hendes 6 børn var i live.

H.P. glemmer aldrig hendes blik da hun blev genforenet med sine børn, men hun vidste stadig ikke om hendes mand var i live. Det er ikke til at fatte, hvordan det har været, ikke at vide hvad der er sket med ens børn og mand. De blev efter 3 uger i lejren kørt til børnenes farmor, som ikke var begejstret for at få dem boende og efter et stykke tid kom de til at bo hos deres moster og onkel. Det hus de selv havde ejet, kunne de ikke flytte ind i, da kommunen havde genhuset 3 familier i det.

I efteråret 1945 får de besked om at deres far lever og er kun 30 km. fra dem. Genforeningen bliver svær for dem alle, da de er mærket af krigens grusomheder. Deres far havde været taget til fange i Rusland. Han var blevet meget streng og var ikke bleg for at bruge livremmen og tæske dem med, men deres mor prøvede at beskytte dem. Som voksen kunne H.P godt forstå faderens frustrationer. Det var først efter forældrenes død at børnene fik at vide af deres moster, hvordan det havde været for dem under krigen.

Det endte med at de fik deres hus tilbage og de ældste børn kom til Danmark på ferie om sommeren, hos ferieforældre. Det var ren luksus. Deres mor fik desværre en depression og den nu 12 årige Sofie, måtte igen tage moderrollen.

Moderen døde som 42 årig og kort efter flyttede der en ny kvinde ind, med 3 børn. De havde det ikke nemt, der var meget de skulle passe med dyr, marker og skole.

H.P. fik læreplads som mejerist i Vig og han skulle søge om ophold og arbejdstilladelse. Da det var på plads cyklede han de 320 km. til sin læreplads.

H.P. blev gift, de bosatte sig i Danmark og fik 3 døtre. H.P. har den store sorg at han har mistet sin kone og 2 af sine døtre. Han blev gift igen med pigernes gudmor, men mistede desværre også hende efter 35 år.

Trods sit svære liv er H.P. ikke en bitter mand, han er glad og taknemlig for det han har i dag.

H.P. talte i 1 time og 3 kvarter og det er vist første gang i foreningens historie at der har været bom stille og i så lang tid. Det var meget bevægende.

Efter foredraget havde vi lotteri og trods den tragiske fortælling, lykkedes det at få en hyggelig stemning igen.

Det blev en eftermiddag der gav stof til eftertanke.

Gyda.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

11.11 | 13:54
Julefrokost 2018 har modtaget 2
15.10 | 15:23
Udflugten maj 2018 har modtaget 2
23.09 | 11:03
Sidste nyt har modtaget 24
16.09 | 23:13
Gå-klubben har modtaget 3
Du kan lide denne side